Innhold
Der var en liden By, i Byen var en smed,
Som farlig var, naar han blev vred.
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faa,
Jeg ingen har, det gaa
Min Læser ligesaa!)
Til Uhæld for dem begge to
De træffes i en Kro. De drak (jeg selv i Kro vil drikke;
For andet kommer jeg der ikke.
Anmerk dog, Læser! Dette:
Jeg immer gaar paa de honnette).
Som sagt, de drak,
Og efter mange Skjeldsord, hidsigt Snak,
Slaar Smeden Fienden paa Planeten.
Saa sterkt var dette Slag,
At han saa ikke Dag,
Og har ei siden seet'en.
Strax i Arrest blev Smeden sat.
En Feldskjær faar den Døde fat,
Og om en voldsom Død Attest hensender.
Den Mordere forhøres og bekjender.
Hans Haab var, at han skulle hisset gaa,
Og der Forladelse af sin Modstander faa.
Men hør nu Løier! netop Dagen,
Før Dom skal gaa i Sagen,
Fremtriner fire Borgere
For Dommeren; den mest veltalende
Ham saa tiltalede:
«Velviseste!
Vi ved, paa Byens Vel De altid se;
Men Byens Vel beror derpaa,
At vi vor Smed igjen maa faa.
Hans Død oppvekker jo dog ei den Døde?
Vi aldrig faar igjen saa duelig en Mand.
For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,
Om han ei hjelpes kan.» –
«Betænk dog, kjere Ven! der Liv for Liv maa bødes.»
«Her bor en arm udlevet Bager,
Som Pokker snart desuden tager.
Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?
Saa blev jo Liv for Liv betalt.» –
«Ja,» sagde Dommeren, «det Indfald var ei galt.
Jeg Sagen at opsette nødes;
Thi i saa vigtig Fald man maa sig vel betænke,
Gid vores Smed jeg Livet kunde skjenke!
Farvel godt Folk! jeg gjør alt, hvad jeg kan.» –
«Farvel velvise Mand!» –
Han bladrer i sin Lov omhyggelig;
Men finder intet der for sig,
Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;
Han sin Beslutning tager,
Og saa afsiger denne Dom:
(Hvem, som vil høre den, han kom!)
«Vel er Grovsmeden Jens
For al Undskyldning læns,
Og her for Retten selv bekjendte,
Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;
Men da i vores By en Smed vi ikkun have,
Jeg maatte være rent af Lave,
Ifald jeg vilde se ham død.
Men her er to, som bager Brød.»
«Thi kjender jeg for Ret:
Den ældste Bager skal undgjelde det,
Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,
Til velfortjente Straf for sig
Og ligesindede til Afsky og til Skræk.»
Den Bager græd Guds jammerlig,
Da man ham førte væk.
– Johan Herman Wessel
Om diktet
Diktet er skrevet av Johan Herman Wessel på 1770-tallet og er et satirisk angrep på rettsvesenet og mangelen på fornuft i samfunnet på denne tiden. Wessel bruker humor og ironi for å vise hvordan «rettferdighet» kan bli pervertert når nyttetenkning og sosial status veier tyngre enn faktisk skyld.
Smeden havnet i slåsskamp og tok livet av en annen innbygger, og skulle dømmes til dødsstraff. Dødsstraff var i eldre tid en mye benyttet straffemetode for både små og store forbrytelser. Et viktig prinsipp når noen skal straffes er at straffen skal stå i forhold til handlingen som er begått.
I smedens tilfelle ble han dømt til å bøte med livet. Fire borgere tok til ordet og argumenterte for at dette var en uklok beslutning – smeden var nemlig byens eneste, og en uunnværlig ressurs. I byen fantes det derimot to bakere, og den eldste var gammel og skrøpelig. For å ivareta prinsippet om «et liv for et liv» foreslo de å ofre den eldste bakeren i stedet.
Diktet er en klassiker i norsk litteratur og finnes i sin helhet i mange antologier og på nett.
Kilder og referanser
- Diktet er hentet fra «Aktivitetspakke Rettferdighet», i forbindelse med Patruljen i samfunnet 2018 (Norges Speiderforbund).
